Case Studies

Rockwool Scandinavia

09.16.19

Bureau Veritas Certification kom med en løsning, der passede til os. Både økonomisk og teknisk. Nu klarer vi otte certificeringsordninger på blot to dage.

Kvalitetschef Jens Ole Iversen, Rockwool Scandinavia

Udfordring

Hos Rockwool Scandinavia betød certificering nærmest én lang kæde af audits. Audits for systemcertificering. For produktcertificering. Varmeisoleringskontrol. Prøveudtagning. Energiregnskab. CO2-udledning. Virksomhedens fabrikker havde faktisk audits mere end 20 gange om året. Med audits hver anden uge var der nærmest ikke tid til at producere den isolering, som virksomheden lever af. ”Nu stopper festen”, sagde kvalitetschef Jens Ole Iversen, og indkaldte fire certificeringsvirksomheder til at komme med et forslag til forbedringer af certificeringsforløbet. Bureau Veritas Certification kom med en løsning, som samlede alle primære audits til én uge om foråret og én om efteråret. Nu blev der tid til at koncentrere sig om at udvikle forretningen.

Tidligere havde medarbejderne næsten ikke tid til at producere. De skulle have audit. Forberedelse, gennemførelse af- og opfølgning på audits hver anden uge lagde beslag på rigtig mange ressourcer i organisationen. Og mange af auditorerne spurgte om de samme ting. Ikke mindst kvalitetsafdelingen var udsat for en rigtig stor belastning, og på et tidspunkt sagde vi fra, fortæller Jens Ole Iversen om optakten til invitationen til fire forskellige certificeringsvirksomheder. De blev bedt om at komme med løsningsforslag til et mere rationelt certificeringsforløb.

Løsning

Med et forslag om at samle så mange audits som muligt på ét tidspunkt kom Bureau Veritas Certification med den afgørende løsning. - Bureau Veritas Certification kom med en løsning, der passede til os. Både økonomisk og teknisk. Nu klarer vi otte certificeringsordninger på blot to dage. ISO 9001, ISO 14001, EMAS, Verifikation af CO2-udledning, DS 2403, CE-mærkning, teknisk isolering, RAL-test og prøveudtagning. Hele efterprøvningsforløbet på fire fabrikker i Danmark og Norge klarer vi nu på otte dage i alt. Hvor vi tidligere brugte otte eller seksten dage pr. fabrik, er vi nu nede på én eller to dage. Resten af året er forstyrrelsen fra audit minimal, og vores udbytte er faktisk blevet forbedret ved, at certificeringsvirksomheden koncentrerer indsatsen om de store linjer. Vi bruger de interne audits til at finde forbedringspunkter og dermed udvikle forretningen og ledelsessystemerne. Bureau Veritas Certification har været med til at give vores interne auditorer et vigtigt løft. Fokus er ændret fra ”overensstemmelse” til ”værdiskabelse”. Dette, kombineret med en afsluttende evaluering af auditresultaterne, har givet et virkeligt godt resultat. De fire vigtigste auditresultater bliver sendt videre til topledelsen for den endelige vedtagelse og ressourceallokering, fortæller Jens Ole Iversen.

Udbytte

Det er ikke kun i kvalitetsafdelingen, man har været glade for den nye certificeringsmodel. – Ledelsen har også rost den meget, og de er blevet udfordret på, i hvor høj grad vores ledelsessystem var forankret hos topledelsen. Efter det første besøg skulle der lige skylles efter med en ekstra kop kaffe, fortæller Jens Ole Iversen med et lille, skævt smil. Også hos moderselskabet, Rockwool International, har man med interesse fulgt forløbet. Med 22 produktionsenheder i 14 lande i Europa, Nordamerika og Asien kan forbedringspotentialet på sigt være ganske betydeligt.

Læs mere