Bureau Veritas

Ecodesign 

hvem gælder ecodesign for og hvornår?

Måske har du hørt om cirkulær økonomi? Cirkulær økonomi handler ikke kun om at recirkulere materialer og råvarer, ecodesign er omdrejningspunktet i den cirkulære økonomi. 

Miljøvenligt design for bæredygtige produkter, også kaldet ecodesign, får en styrket rolle med en ny forordning. Formålet er at forbedre den miljømæssige profil for varer på EU’s indre marked, hvor negative miljømæssige effekter, i hele produktets livscyklus, minimeres samtidig med at råvarer og komponenter indgår i cirkulære kredsløb. Forordningen fastlægger også, at produkter skal udstyres med et digitalt produktpas, der fastsættes obligatoriske kriterier for grønne offentlige indkøb, og ikke mindst er det målet at forhindre destruktion af usolgte produkter.

På sigt omfattes næsten alle varer, og reglerne gælder de primære aktører på markedet - altså producenter, importører og salgsleddet. Selvom de nye regler først træder i kraft fra 2027, anbefales det at igangsætte forberedelserne nu, da kravene bliver omfattende og overgangsperioderne korte. En tidlig indsats kan give din virksomhed en konkurrencemæssig fordel.

vores råd til dig - sådan kommer du i gang

Der er mange områder, man med fordel kan tage fat på allerede nu for at være godt forberedt og sikre, at ens varer må sælges på det indre marked, når nye regler træder i kraft. Selvom fristerne ligger et stykke ude i fremtiden, er det vores erfaring, at omstillingen kræver tid, og derfor anbefaler vi, at man arbejder på at:

  • blive fortrolig med nøglebegreber: Begreber som cirkularitet, klimaaftryk, produkters miljøaftryk, reparerbarhed, opgraderbarhed, producentansvar, digitalt produktpas, genanvendelighed og meget andet
  • samarbejde på tværs af forskellige funktioner i virksomheden og langs forsyningskæden, så der etableres en fælles forståelse og en smidig måde at samarbejde på, når reglerne træder i kraft

Nogle af de mere konkrete aktiviteter man kan gå i gang med er at:

  • strømline datagenerering og -styring: Dette vil være nøglen, både i virksomheden og i forsyningskæden. Effektiv datagenerering og -styring vil ikke længere være en luksus, men en nødvendighed. Kravene til det digitale produktpas og livscyklusvurdering kræver pålidelige data af høj kvalitet for at sikre nyttige output og obligatorisk gennemsigtighed. 
  • kortlægge problematiske stoffer: det er ønsket at begrænse brugen af problematiske stoffer, der kan forhindre genanvendelse eller som har en negativ indvirkning på produkternes bæredygtighed. Se på forekomst af problematiske stoffer i delkomponenter, produktionsprocesser eller produkter. Fastlæg metoder til at sikre sporbarheden.
  • have en holistisk tilgang til produkters cirkularitet og bæredygtighed: Undersøg hele livscyklus for produkterne fra vugge til grav, se på muligheder for redesign og erstatte jomfrumaterialer med genanvendte materialer 
  • overveje genanvendelighed: Er der potentiale for genanvende eller måske direkte genbruge komponenter, produkter såvel som emballage. Hvilke ændringer kan være nødvendige?
  • vurdere hvilken rolle miljøstandarder og certificering kan spille for din virksomhed
  • tage stilling til, om nye initiativer og dokumentation kan understøtte grøn markedsføring og styrke markedspositionering  

kort om ecodesign

  • Baggrund for Ecodesign

    I takt med at verdens befolkning vokser, den økonomiske velstand stiger, forbruget intensiveres, bliver forsyningskæderne længere og miljøudfordringerne mere komplekse.

    Historisk har vi fortyndet, deponeret, filtreret og stillet krav til produktionsvirksomheders udledninger, når vi skulle håndtere miljøproblemer. Denne tilgang fungerer, når der er en tydelig afsender, men bliver udfordret, når produktion flyttes til tredjelande og forsyningskæderne bliver mere uigennemsigtige.

    Derfor er der behov for en mere helhedsorienteret tilgang, hvor man ikke kun fokuserer på selve produktionen, men også på hele produktets livscyklus. Som ordet ecodesign antyder, handler det om at reducere miljøpåvirkningen allerede i designfasen. Det sker ved at designe produkter ud fra principper, der både mindsker miljøaftrykket i design, produktions- og brugsfasen og forlænger produktets levetid - uden at gå på kompris med funktionaliteten.

    Det betyder, at man flytter fokus over på: 

    • Miljøvenligt design hvor produkter udformes med genanvendelige materialer, lavt energi- og ressourceforbrug og mulighed for reparation, opgradering eller genanvendelse
    • Miljømærkning af produkterne som informerer forbrugerne om et produkts miljøpåvirkning via mærkning og deklarationer.
    • Give producenterne større ansvar, hvor de f.eks. får ansvar for indsamling, genanvendelse og miljørigtig bortskaffelse af udtjente produkter
    • Ændre indkøbsmønstre, hvor både offentlige og professionelle indkøbere stiller krav om miljøhensyn, og forbrugerne guides gennem oplysning og mærkning
    • Stille grænseværdier for produkternes performance, så produkter med lav ydeevne ikke længere må sælges efter en fastlagt dato

    Den nye ecodesign-forordning tager højde for alle disse aspekter og integrerer dem i lovgivningen.

  • BASISPRINCIPPER INDEN FOR ECODESIGN

    Ecodesign-tankegangen, og de konkrete krav, vil de fleste virksomheder komme i kontakt med, hvis de spiller en rolle i et produkts livscyklus, fra vugge til grav. Det gælder uanset, om man selv står for produktets design eller ej.

    Miljøvenlige produkter har typisk følgende karakteristika:

    • Lavere ressource- og energiforbrug
    • Længere levetid 
    • Kan nemt repareres og opgraderes 
    • Nem adskillelse for genbrug 
    • Færre skadelige stoffer 
    • Høj genanvendelighed
    • Større indhold af genbrugte materialer
    • Lavere klima- og miljøaftryk gennem hele livscyklussen

    Flere af disse principper ses allerede i reguleringen af elektriske husholdningsapparater, hvor der stilles krav til både ydeevne og mærkning. Det gør det muligt for forbrugerne at træffe informerede valg eksempelvis via A-E mærkning. 

  • LOVGIVNINGEN INDEN FOR ECODESIGN

    Ecodesign finder vej ind i mere og mere lovgivning. Den nye europæisk forordning om ecodesign er den mest omfattende til dato og dækker næsten alle fysiske produkter med undtagelse af produktkategorier som foder, fødevarer og lægemidler.

    Principperne bag ecodesign har allerede fundet vej ind i flere lovgivninger. Den første bølge i 2009 omfattede de energiforbrugende og energirelaterede produkter såsom hårde hvidevarer og LED-belysning.

    Byggevarer er en produktkategori med et højt miljøaftryk, og de valg, der træffes under opførelsen af bygninger, er ofte permanente. Materialevalg og energiforbrug har konsekvenser mange år frem, og derfor integreres ecodesignprincipper nu også i byggevareforordningen. 

    Ecodesignforordningen bliver fremover den grundlæggende regulering for produkter i EU. I Danmark er der desuden indført en national ecodesignproduktlov i 2025, som præciserer ansvar og udmønter dele af den europæiske forordning.

    Da regulering vedrører det europæiske indre marked, er det afgørende at sikre lige adgang for alle til markedet. Derfor vil kravene, som ved anden produktregulering, blive udviklet trinvis og varegruppe for varegruppe. Samtidig vil der blive indført tværgående krav, såsom digitalt produktpas og scoremodeller for reparerbarhed. Reglerne vil blive fastlagt i delegerede retsakter, der også vil stille krav til verifikation. 

    Krav til ecodesign opdeles typisk i følgende spor:

    Performance krav:

    • Minimums- og/eller maksimumsværdier for en specifik parameter for produktet
    • Krav der har til formål at forbedre den miljømæssige ydeevne, herunder 
      •    score for reparation 
      •    score for holdbarhed 
      •    klima/miljøaftryk

    Informationskrav: 

    • Digital adgang til produktspecifikke oplysninger
    • Oplysninger om reduktion af miljøpåvirkningen og forbedring af brugsfasen
    • Information til håndtering af udtjente produkter – og cirkularitet
    • Præstationsklasser, der er specifikke for produktgruppen, 

    Samtidig med at man skruer op for kravene til produkterne, vil man også skrue op for markedsovervågningen.

  • Ecodesign arbejdsplan

    Det er et omfattende område at regulere, og derfor er der vedtaget en arbejdsplan for perioden 2025-30, der tager fat i produkter med størst potentiale for forbedringer. Planen omfatter i første omgang 6 slutprodukter, 2 mellemprodukter og udarbejdelse af en række tværgående krav med fokus på produkters reparationsmuligheder, genanvendt indhold og genanvendelighed. Planen kan udvides med flere produktgrupper i forbindelse med midtvejsevalueringen.

    De konkrete produktgrupper, der er omfattet af den første arbejdsplan, er jern, stål, aluminium, tekstiler (med fokus på beklædning), møbler, dæk, rengøringsmidler, maling, smøremidler, kemikalier, informations- og kommunikationsteknologiprodukter og anden elektronik. Forud for fastlæggelse af reglerne for hver varegruppe vil der blive gennemført forberedende undersøgelser og konsekvensanalyser for hver produktgruppe. Konkrete delegerede retsakter om produktgruppespecifikke foranstaltninger, bliver gældende senest 18 måneder efter vedtagelsen af den delegerede retsakt.

    Visse elementer i planen skal fungere som katalysatorer, der både styrker forbrugerbeskyttelsen og stimulerer efterspørgslen efter mere bæredygtige produkter. Disse elementer omfatter blandt andet det digitale produktpas, tydelige og informative produktetiketter og grønne offentlige indkøb.

  • Sådan påvirkes virksomheder

    I praksis vil ecodesign have indflydelse på mange processer i virksomheder og deres værdikæder og forretningsforbindelser. Først og fremmest vil behovet for at kunne dokumentere produkter og aktiviteter i ens egen del af værdikæden stige. Virksomheder, der sender produkter ud på markedet, bør sikre sig, at den nødvendige dokumentation er til stede og at de foregående led i kæden har opfyldt deres del af ansvaret.

Kan jeg få hjælp?

Hos Bureau Veritas er vi klar til at hjælpe dig, hvis du er i tvivl om, hvorvidt dine produkter og virksomhed er omfattet af reguleringen. Søger du sparring omkring, hvordan dine produkter kan være compliant, er du ligeledes velkommen til at række ud til os. Det kunne f.eks. være CBAM, LCA, EPD, Product Environmental Footprint (PEF) og EU Deforestation-free Products Regulation (EUDR).