X Factor er Green Film-certificeret – igen!
Det var nok de færreste, der tænkte bæredygtighed, da TV2 for 100. gang sendte X Factor liveshow, men netop på denne dag, blev hele produktionen kigget godt efter i sømmene. Miina Mälgand Hansen, CSR Consultant & Lead Auditor, Bureau Veritas, satte det skarpe spotlys på hele produktionens miljøaktiviteter i forbindelse med den årlige gennemgang af Green Film-certificeringen, som nu kører på tredje sæson. Kom med bag kulisserne, når den store X Factor-maskine evalueres af bæredygtighedsdommeren Miina.
Gennemgangen af X Factor – eller audit, som det hedder på certificeringssprog – skal ske uanmeldt, da tanken er, at produktionen altid skal leve op til alle miljøkrav i standarden. Derfor er der umiddelbart ingen til at tage imod Miina Mälgand Hansen, da hun ankommer til studiet i Brøndby. Der går dog ikke længe, inden Mads Rahbæk, produktionsleder for produktionsselskabet Blu A/S, kommer susende. Blu producerer på vegne af TV2 alle X Factor-programmerne, og han holder tråd i de 150 mennesker, som findes på dagens produktion. Han er meget imødekommende, og selv om Miina kommer kort efter Arbejdstilsynets besøg samme dag, giver to uanmeldte besøg på én dag, ingen sved frem på panden. Alle prøver og shows er minutiøst planlagt, og hvert tandhjul i produktionen kender sin specialiserede rolle, og det hele virker som en meget velsmurt maskine.
Mads Rahbæk viser velvilligt rundt i produktionen og taler engageret om de lejede hybrid-biler, certificerede make up-produkter, kødfrie dage, affaldssortering, FSC-certificeret træ i regi-afdelingen, dialog med leverandører og meget andet. Efter besøg i køkken og make up-rum, går turen videre til selve studiet. Her er prøverne godt i gang, som optakt til liveshowet samme aften kl. 20. Scenen genbruges fra år til år, og det samme gælder for mange af de rekvisitter, som bruges i de forskellige numre. ”Dommerne har egentligt frie kreative hænder, og så er det alle os andre, der gør showet så bæredygtigt som muligt. Der er godt gang i Den Blå Avis både før og efter showet”, fortæller Mads Rahbæk. F.eks. er svømmehallens skamler i gruppen Darlings nummer lavet af malede Ikea-skamler, som tidligere har været på scenen i andre numre. Genbrug og cirkularitet er et gennemgående nummer i X Factor!
Selv om 90% af alle pærer er LED-pærer, er produktionen stadigt meget strømkrævende. Dokumenteret grøn strøm er derfor en forudsætning for fuldt pointtal, og Nina Gry Johannsen, produktionsassist, som er udpeget Green Manager på produktionen, lover at sende denne og anden dokumentation, når finalen er gennemført i Odense. Først på det tidspunkt kan det endelige bæredygtighedsaftryk beregnes, og den endelige evaluering laves af Miina Mälgand Hansen. Men det foreløbige indtryk er meget positivt.
Mon ikke, at det igen ender med et stort ”X” i bestået, når det endelig regnskab gøres op.
Miina Mälgand Hansen, CSR Consultant & Lead Auditor, Bureau Veritas (tv), er en slags bæredygtighedsdommer, når det kommer til evaluering af X Factor-produktionens miljøindsats. Her viser Mads Rahbæk, produktionsleder, Blu A/S, scenen frem, som er genbrug fra tidligere år.
Nina Gry Johannsen, produktionsassist, Blu, er Green Manager på X Factor, og hun har været med i de fleste bæredygtighedstiltag, mens Mads Rahbæk, produktionsleder, Blu, er ansvarlig for de ca. 150 personer, som er tilknyttet hvert show.
I OB-vognen redigeres hele showet, og der er mange knapper at trykke på. Hver medarbejder har en meget specifik rolle, og selv om 90% af alle elpærer er skiftet til LED, bruger showet stadig store mængder strøm. Kun pærerne i følgespottene er ikke af LED-typen, da det giver produktionen et uens udtryk.
En produktionsleder på X Factor skal holde styr på hele produktionen, og er ansvarlig for 150 tandhjuls samarbejde. Men her er Mads Rahbæk selv på scenen bag en bil, der skal ”rystes”, så den fremstår mere realistisk. Bilen er selvfølgelig en elbil!
Så er det tid til at tage ”Hjem fra fabrikken”, som Andreas Odbjerg nok ville synge, efter en dag i maskinrummet på X Factor-produktionen. Miina Mälgand Hansen, CSR Consultant & Lead Auditor, Bureau Veritas (tv), siger tak til Nina Gry Johannsen, produktionsassist og Green Manager, Blu, for alle input til Green Film-certificeringen.
Der er stor bevågenhed omkring bæredygtighedstiltag gennem hele produktionen, og X Factor kan igen vise Green Film-logoet som tegn på, at produktionen følger den internationale miljøstandard for bæredygtig film- og tv-produktion.
Faktaboks:
GREEN FILM-certificering er en international miljøstandard for bæredygtig film- og tv-produktion, hvor produktionen bl.a. bliver målt på:
• Bæredygtig planlægning
• Energibesparelse
• Transport og logi
• Forplejning
• Materialer
• Affaldssortering
• Kommunikation
I den nyeste version af standarden er der desuden fokus på social bæredygtighed og andre initiativer som carbon footprint-beregninger.
Brancheforeningen Vision Denmark har lavet en håndbog, der hjælper film- og tv-producenter med at producere mere bæredygtigt i Danmark.
TV2-programmet X Factor bliver produceret af produktionsselskabet Blu A/S og har været GREEN FILM-certificeret siden 2023.