DSV opnår multisitecertifikat med næsten 500 lokationer
I foråret 2021 overrakte Bureau Veritas Denmark et multisitecertifikat til DSV som dokumentation for, at virksomheden er certificeret i henhold til ISO 9001, ISO 45001 og ISO 14001 på næsten 500 lokationer.
I foråret 2020 satte DSV sig et ambitiøst mål om at samle virksomhedens certificeringer i henhold til ISO 9001, ISO 45001 og ISO 14001 i et globalt multisitecertifikat, som skulle dække alle virksomhedslokationer, der havde en certificering inden for de tre ISO-standarder.
I stærkt samarbejde med Bureau Veritas Denmark blev udrulningen af multisitecertificeringen planlagt lokation for lokation fra august 2020, og allerede i marts 2021 kunne DSV fejre at være nået i mål med multisitecertificeringen på ISO 9001, ISO 45001 og ISO 14001 på næsten 500 lokationer.
”Jeg er virkelig stolt over, at vi i fællesskab har nået vores mål om et globalt multisitecertifikat på kun otte måneder. Det er uhørt kort tid for en så kompleks certificeringsudrulning, især set i lyset af, at vi gjorde det samtidig med både en global pandemi og integrationen af Panalpina, som er vores største opkøb til dato. Det er et stående bevis på, hvor fokuserede og dedikerede medarbejdere vi har. Det er en absolut fornøjelse,” siger Peter Munch-Hansen, Senior Director, DSV, og takker Bureau Veritas Denmark for indsatsen:
”Bureau Veritas har fra starten været en partner, som forstod vores mål, og som var villig til at gå den ekstra mil for os. Tager vi tiden og COVID-19 i betragtning, så har koordineringsarbejdet med de næsten 500 lokationer, som er dækket af certifikatet, været helt fantastisk.”
Multisitecertificering understøtter virksomhedens strategi
Forinden multisitecertificeringen havde DSV en decentral tilgang til certificering, som var drevet af lokale ønsker og kundekrav, men med den nye certificeringsstrategi har virksomheden opnået en stærk global platform, hvor alle processer og systemer er implementeret i ét ledelsessystem.
Udover at et fælles globalt ledelsessystem skaber værdi for virksomhedens nuværende medarbejdere og ledelse, understøtter multisitecertificeringen også DSV’s opkøbsstrategi, idet virksomheden kan integrere nye virksomheder i en eksisterende struktur.
DSV er derfor slet ikke i tvivl om, at det har været den store indsats og de mange timers koordineringsarbejde værd, og virksomheden ser frem til at udvide multisitecertifikatet med endnu flere lokationer allerede inden udgangen af året.
”Vi fortsætter rejsen og tilføjer allerede i slutningen af 2021 endnu flere lokationer til vores multisitecertifikat, fordi det er en fordel både for vores kunder og for os som virksomhed,” afslutter Peter Munch-Hansen.
Om DSV
DSV leverer og administrerer forsyningskædeløsninger for tusindvis af virksomheder hver dag - fra den lille familiedrevne virksomhed til det store globale selskab. DSV's rækkevidde er global, og alligevel er vores tilstedeværelse lokal og tæt på vores kunder. 75.000 medarbejdere i mere end 90 lande arbejder lidenskabeligt på at levere gode kundeoplevelser og tjenester af høj kvalitet.